Kumentu kaut kasSjove ting, du ikke vidste om det europæiske melodi grand prix

Det Europæiske Melodi Grand Prix, også kendt som Eurovision af mange, er af de mest populære programmer nogensinde. Kun få sportsprogrammer er set mere end dette, og seertallene har i løbet af de sidste par år været på mellem 100 til 600 million på verdensplan.

Programmet opstod som en idé i løbet af 1950’erne som et forsøg på at bringe et Europa sammen, der havde været splittet af krig. Det første Grand Prix blev stablet på benene i 1956 med syv deltagerlande, og allerede året efter fulgte Danmark trop med vores første bidrag. Dette er blevet et kæmpe arrangement siden da, hvor over 50 lande har været med i det mindste én enkelt gang, og hvor man oplever en lang række sprog, kulturer, religioner og folkeslag.

Det har været en konkurrence, der gennem tiden har produceret både utrolige emotionelle samt kontroversielle øjeblikke lande imellem, og selvom konkurrencen skal være upolitisk, så kan man nogle gange godt få fornemmelsen af, at det måske ikke altid forholder sig sådan. Eurovision er og forbliver dog et fantastisk show med masser af gossip, glimmer og glamour, og vi vil her præsentere dig for nogle sjove fakta, som du indtil nu ikke vidste om det store event:

  • Danmark (samt Østrig og Storbritannien) ville faktisk gerne have været med første år i 1956, men var for langsomme og missede simpelthen den deadline, der var sat, og måtte i stedet vente til året efter.
  • Det er kun sket en enkelt gang, at man havde delt førsteplads, da man endnu ikke havde regler for, hvordan man afgjorde sådan en situation. Det skete i 1969, da Spanien, Holland, Frankrig og Storbritannien alle fik love at dele.
  • Irland er det land, der vundet flest gange, nemlig 7, mens vores kære nabo Norge har fået nul point hele fire gange.
  • Det er faktisk ikke kun lande i Europa som sådan, der må deltage, men i stedet alle lande, der er en del af EBU (European Broadcasting Union). Det betyder blandt andet, at lande uden for Europas grænser, som Marokko, Armenien og Israel mm. stadig har kunne deltage. Der er også lande, som bl.a. Egypten, Jordan og Vatikanet, der har muligheden, men som ikke har benyttet sig af den endnu.
  • Ved Eurovision er det gerne stærke kvinder, der går hen og vinder konkurrencen. Faktisk forholder dig sådan, at 18 kvindelige solokunstnere har vundet, mens at det samme nummer for mænd ligger på bare 7.
  • Alder har været en kontroversielt emne. Belgien vandt i 1986 med en sangerinde på 13 år – den yngste vinder til dato. I 1989 stillede Israel op med en sanger på bare 12-år og Frankrig én på 11. Det blev derfor året efter besluttet, at man som minimum skulle være 16 år på datoen for finalen for at kunne deltage. Presset fra sådan en konkurrence kan nemlig være enormt.
  • Faktisk må man ikke stille op med en sang, der kun har musik. Der skal altså være en sanger på scenen!
  • Italien havde en sang på lige over 5 minutter i 1957 – og man besluttede sig derefter for at hvert lands sang måtte være max. 3 minutter lang fra start til slut. Med det antal lande, der stille op i dag, kan man vist kun være glad for den beslutning!